MediaCom søger praktikanter

Vi yder den stærkeste strategiske medierådgivning for nogle af Danmark og Nordens største virksomheder på alle medieplatforme. Vi er over 100 specialister ansat i hjertet af København og Aarhus. Vil du være med på holdet?

Ansøgningsfrist
20171015
Stilling
Praktikant
Afdeling
MediaCom
Send ansøgning
Ansøg her

 

Hvem er du?

Er du stærk i strategisk kommunikation og vild med at trylle med ord? Er du ekspert i tal og analyse? Brænder du for at skabe kreativt indhold? Eller er du en digital haj? MediaCom søger nye talenter med forskellige fagligheder til vores afdelinger i København og Aarhus.

Uanset hvilke talenter du besidder, forestiller vi os, at du:

  • Er i gang med en universitetsuddannelse inden for markedsføring, medier, teknologi eller kommunikation
  • Har en analytisk tilgang til dine arbejdsopgaver og har flair for formidling
  • Er vild med medier og nysgerrig på at lære mere
  • Er god til at arbejde selvstændigt og er ambitiøs i dit arbejde
  • Er initiativrig, selvkørende og god til at påtage dig ansvar

Hvem er vi?

MediaCom er et af Danmarks største mediebureauer. Vi arbejder tæt sammen med nogle af landets største virksomheder for at få det maksimale ud af deres marketingsindsatser og annoncekroner. Det er vores opgave at sammensætte den skarpeste og mest målrettede mediestrategi, så vores kunder, bliver set og hørt af de rigtige.

Med en solid baggrund og erfaring inden for broadcast, print, outdoor og online har MediaCom gennem de sidste mange år været banebrydende inden for brugen af traditionelle medier. I takt med den digitale udvikling har vi løbende sørget for også at udvikle os og rekruttere specialkompetencer, der matcher vores kunders nye behov. Det betyder, at MediaCom i dag også indeholder en særlig strategisk afdeling og en beyond advertising afdeling (MBA), der er specialiseret i kreativ kommunikation med sociale effekter. Digital innovation har en høj prioritet hos os, og i kombination med de traditionelle medier skaber vi i dag nogle af markeds stærkeste og mest effektive mediestrategier, som skaber unik merværdi for vores kunder. Kunder, der dækker over både lokale og globale brands.

MediaCom er en del af GroupM, der er verdens største bureaugruppe inden for markedsføring og kommunikation. MediaCom er en ung, pulserende arbejdsplads med ca. 100 passionerede kolleger. Vi holder et højt tempo uden at stresse, og derfor stiller vi også store krav til vores indbyrdes samarbejdsevner. Vi har et åbent, teamorienteret og uformelt arbejdsmiljø, hvor vi holder af og øje med hinanden – på den gode måde.

Hvad skal du lave?

Når du starter som praktikant i MediaCom, deltager du i en uges intensiv introduktion til alle afdelinger med casearbejde sammen med de ca. 10 andre nystartede praktikanter. Hverdagen i de forskellige afdelinger varierer meget. I nogle afdelinger er dagen i dag aldrig den samme, som den var i går, hvor andre afdelinger bærer præg af flere tilbagevendende projekter. Det er vores helt store styrke som praktiksted, at vi kan tilbyde dig en bred vifte af erfaring og opgaver.

Lyder det interessant for dig?

Så vil vi rigtig gerne modtage CV, relevante eksamenspapirer og en ansøgning fra dig, hvor du fortæller os om dine kompetencer. Fremhæv hvilke arbejdsområder du brænder for, samt hvilket team du forestiller dig at du vil passe ind i. Søg hurtigst muligt – dog senest den 15. april hvis du vil starte til august, og senest 15. oktober hvis du vil starte til januar. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Praktikken er ulønnet men inkl. gratis frokostordning. Vi tilstræber at give vores praktikanter egne ansvarsområder. Derfor skal dit praktikophold hos os være på minimum 5 måneder for at komme i betragtning.

Vi ser frem til at høre fra dig og lære dig at kende. For som vi siger i MediaCom – People First, Better Results.

 

Vores bureauer